Visuelle redskaber

Der er ingen krav til hvilke tegne-færdigheder du skal have for at starte på Dagholdet, men hvis du aldrig har tegnet før, så anbefales det at du starter på et aftenhold, inden du tilmelder dig dagholdet.

Herunder kan du læse om nogle af de forskellige færdigheder du vil blive trænet i på TegneskoleKBH:

  • Komposition
  • Proportioner
  • konstruktion
  • Lys og skygge
  • Hårde og bløde overgange
  • Skravering
  • Perspektiv
  • Anatomi

Komposition

Komposition vil sige hvor på papiret man placerer sine elementer.
Det er et abstrakt begreb, og et eksempel på at figurativ kunst består af en masse abstrakte elementer.
Det fleste folk tror at figurativ kunst er det modsatte af abstrakt kunst, men det er heldigvis ikke tilfældet.


Det er de abstrakte kvaliteter der gør figurativ kunst interessant.
Om komposition kan man som udgangspunkt sige at symmetri er uønsket. Sætter man f.eks. horisontlinjen i mindten af papiret, er det en mere kedelig indeling af formatet, end hvis man havde sat den tættere på bunden, eller tættere på toppen.
Af denne grund er det normalt for de fleste kameraer at have hjælpelinjer der indeler billedet i tredjedele.

Proportioner

Kroppen kan også inddeles, og på TegneskoleKBH gør vi en dyd ud af at forstå kroppens proportioner.

“Vitruvian man” af Leonardo Da Vinci


Der findes mange systemer til at inddele mennesket på, men den nemmeste er denne:
Mennesket er 8 hoveder højt og halvvejs nede starter benene, og ved den nederste fjerdedel bukker knæene.
Man kan lave yderligere inddelinger, og det hele vil blive gennemgået på kurset.
Du vil på kurset lære hvordan hele kroppen kan indeles i hånd-længder, og om hvilke fikspunkter på skelettet der svarer dertil

Konstruktion

Noget af det der kendetegner TegneskoleKBH er den store fokus på konstruktion.
Konstruktion vil grundlæggende sige at tænke som en arkitekt, eller som en skulptør; altså rumligt!
Konstruktion vil sige at reducere komplekse former (f.eks. den menneskelige form), til simple geometriske former (en kugle, en kube eller en cylinder f.eks). Denne form for tænkning blev opfundet i renæssancen og brugt af kunstnere som Cambiaso og Dürer, og benyttes i dag specielt i animations-industrien, hvor tegnerne jo skal være i stand til at tegne den figur der skal animeres, fra mange forskellige vinkler, uden at have noget at kigge efter.


De fleste begynder deres tegne-karriere med at tegne efter fotografier som jo er helt og aldeles flade, og derfor har mange elever også store udfordringer ved at konstruere.


Vi er i vores moderne verden simpelthen opdraget til at tro, at tegning er noget der foregår i to dimensioner, og det er det for så vidt også, for papiret er jo fladt, men tænkningen skal være tre-dimensionel.

Lys og skygge

På TegneskoleKBH arbejder vi med en 5-tone model.
Dvs. at alle lysfænomener bliver reduceret til en af følgende fem toner:

  1. højlys
  2. halvtone
  3. kerneskygge
  4. reflekteret lys
  5. kontaktskygge
Teori for lys og skygge, efter Michellangelo af Rasmus Aagaard

Ligesom formen kan konstrueres, så kan lyset også konstrueres, ud fra nogle meget simple regler:
Konstrast og detaljer hiver tingene frem mod beskueren.
De flader der vender mod den primære lyskilde (1-2) er lysest.
De flader der vender væk fra den primære lyskilde (4) er mørke, men fordi der er reflekteret lyst fra omgivelserne (sekundære lyskilder),
vil grænsen mellem den de lyse flader og de mørke flader (3) være mørkest (‘kerneskygge’).
Det mørkeste område i lys-siden (1-2), er lysere end det lyseste område i skygge-siden(4-5).
For nogle tager det lang tid at forstå brugen af disse simple regler, men for mange gælder det, at de godt kan forstå principperne intellektuelt, men ikke er i stand til at bruge dem i praksis

Hårde og bløde overgange

En meget stor del af klassisk teging, består i at formidle overgangen mellem planer. Faktisk er tegning ikke andet end netop det.

Denne overgang kan enten være meget skarp, som kanten på et bord (kasse), eller den kan være meget blød, som kerneskyggen på en fodbold (kugle).
Planerne på organiske former vil mødes i en kombination af skiftevis hårdere eller blødere overgange.
Princippet er simpelt, men det kræver et ekstremt åbent og fokuseret sind, samt års træning at udføre overbevisende

Skravering

På TegneskoleKBH kommer du til at bruge en masse tid på at skravere.
Des flere lag af skravering, des mørkere bliver gråtonerne.
Skravering er tidskrævende, men en essentiel del af at forstå tegning som en rumlig praksis, idet skraveringer følger formen.
Nogle elever har let ved at skravere, hvis de har gjort det meget i forvejen. For andre kan det volde store vanskeligheder i begyndelsen.

Fordelen ved at skravere er at kunstneren bliver tvunget til at sætte farten ned, idet man ikke kan skøjte hen over store flader meget hurtigt.
Kunstneren bliver på denne måde tvunget til at tage stilling til formen og retningen på hvert eneste plan der skraveres.
Med øvelse vil du blive mere og mere effektiv i din skravering, men kun ved øvelse. Der er ingen genveje.
Det vil også være en fordel at kunne skravere, hvis du vil arbejde med kuglepen eller radering, idet det vil være den eneste måde at lave gråtoner på.

Perspektiv

Hvis man skal konstruere bliver man nødt til at have en lille smule bekendtskab med perspektiv-tegning.
Der findes flere forskellige former for perspektiv, som alle vil blive gennemgået på TegnsekoleKBH:
Isometri (0-punkts-perspektiv), 1,2,3,4 og 5-punktsperspektiv samt omvendt perspektiv, spillekorts-perspektiv, fiskebens-perspektiv. og “areal perspective” bedre kendt som sfumato.
Af de mange forskellige former for perspektiv, er isometri og sfumato det vi vil benytte mest.

Anatomi

Skelettet
Det første du vil lære om anatomi er hvordan skellettet er opbygget.
Vi vil gennemgå alle de større knogler og især hvordan ledende fungerer.
Skellettet er det stativ som musklerne hæfter på, og skal derfor læres før man kan begynde at studere musklerne.

Muskler
Mennesket har 639 muskler, og vi kan umuligt gennemgå dem alle på kurset, og det vil i øvrigt være uinteressant fra et kunstnerisk synspunkt. Vi vil derimod gennemgå alle de større muskelgrupper, der kan ses når vi tegner nøgenmodel.

Facebook
Instagram